Fri fragt over 500kr til nærmeste GLS pakkeshop

Slow Studio fylder 1 år

Kære alle følgere

Det er i dag kl 13.56 præcis et år siden den allerførste ordre blev lagt i vores webshop. Vi husker stadig følelsen af, hvor vildt det var, at en person, vi ikke kendte – Sarah fra Nørrebro – købte en keramikkasse.

Kassen blev nænsomt pakket i vores lille Up som vi netop havde købt efter hjemkomsten fra Japan – og de første mange måneder kørte vi København tynd for at forsyne alle med ler til nedlukningen.

Vi havde på det tidspunkt ingen ide om, hvor hurtigt det ville gå derfra. 

Det sidste år er gået med at udvikle konceptet, strukturere forretningen, være inde hos Puk Elgaard i Go Morgen Danmark og i Løvens Hule – og simpelthen arbejdet benhårdt på at få alt til at køre så gnidningsfrit som muligt. Vi har et værksted der hamrer derudaf, fem fantastiske ansatte, en ekstra co-founder og en masse spændende eventyr foran os.

Noget af det vildeste har været at møde så mange fantastiske mennesker og høre deres skaberfortællinger: 

Cecilia, hvis mor havde hørt om os i P4, og som endte med at blive så forelsket i keramik, at hun blev ved og ved og ved med at skabe – og i dag har udviklet det mest fantastiske personlige sprog. Hanne-Luise der, da hun første gang kom med det smukkeste næsehorn smeltede vores hjerter – og siden er kommet med alle tænkelige dyr, alle lige smukke. Line, der kom ind med toget helt fra Fyn, fordi det, efter at hun have lavet keramik med sin kræftsyge mor, var vigtigt for hende, at tingene kom godt i ovnen. Og som i dag, hvor hendes mor desværre ikke er her længere, stadig har det fantastiske minde i form af de værker, de skabte sammen. Mette der skaber de vildeste fabeldyr, enhjørninger og skønne væsner. Ketty der skaber de vildeste fisk til havedammen derhjemme. Vi kunne virkelig blive ved.

Vi vil gerne takke hver og en af jer for al jeres engagement, gode historier og ris og ros. Og vi glæder os til at fortsætte eventyret – for selvom vi har været i gang et år allerede er vi kun lige begyndt.

Tak fordi I er med på rejsen.

Kærligst,

Henrik & Michael


Share this post: