Guide til garn

Guide til garn

Ingen tufting uden garn! Skal det være uld, akryl eller bomuld? Kan jeg bruge garn fra genbrugen, og skal det være garn på nøgle eller på cone? Og hvad med blandingsgarn, tykkelse på garnet og afstanden imellem rækkerne? Det er kun nogle af de spørgsmål til garnvalg vi får dagligt. Derfor har vi sammensat en guide til hvad du kan tænke over før du vælger dit garn og imens du tufter.

Bemærk at det at finde det perfekte garn er en udforskning hvor du tester og måske også fejler. Det er en del af at finde sit kunstneriske udtryk. Når det er sagt, er der alligevel et par tommelfingerregler, som vi deler med jer herunder.


Det betyder dit garnvalg

Det garn du vælger har stor betydning for dit endelige udtryk, men det bestemmer faktisk også hvor sjovt du har det med processen. Garn kan afgøre hvor lang tid det tager at blive færdig, hvor tæt dit tæppe bliver, hvad det kan holde til og hvordan det ser ud.


Garn og tid

Der er egentlig en meget simpel regel der afgør hvor lang tid det vil tage dig at lave dit tæppe: Jo tyndere dit garn er, jo længere. Jo tykkere, jo kortere.

Det er fordi det tynde garn skal lægges i tætte rækker på bagsiden af lærredet, for at det bliver tæt på retsiden. Mens det tykke eller dobbelttrådede garn kan tåle at have små mellemrum i mellem rækkerne, og stadig være tæt på den anden side. På den måde sparer du at lave omkring halvdelen af rækkerne når du bruger et tykt garn. Mere om tæthed længere nede.

Tommelfingerregel: dit garn skal være tykt nok til at fylde hele nåleøjet i maskinen ud, samtidig med at det stadig kan passerer frit igennem. Du kan sagtens dobbelttråde dit tyndere garn.


Dine rækkers tæthed

Hvor tæt du skal lægge dine rækker af garn afhænger af dit garnvalg og din idé om det endelige udtryk. Som udgangspunkt vil du måske gerne have at man slet ikke kan se dit lærred igennem garnet på forsiden. Her må du prøve dig frem og teste hvilken afstand du skal have imellem dine rækker med lige præcis dit garn. Når du har lavet et par rækker kan du gå frem til forsiden af rammen og sprede garnet med fingrene. Så kan du nemlig nemt se om der er noget af lærredet, der stadig titter igennem.

Hvis du kører flere gange over det samme eller tufter meget meget tæt sted lægger du flere lag garn oven på hinanden. Det kan skabe en effekt hvor det sted buler ud på forsiden, fordi der er mere garn i end resten af tæppet. Hvis du hellere vil undgå buler skal du forsøge at lave én række af gangen og ikke lægge flere oven på hinanden. 

Tommelfingerregel: Jo tykkere garn du har, jo længere afstand kan du slippe afsted med at have imellem dine rækker.

 

Nøgle eller cone

Forskellen på garn på nøgle og cone er, at garn på nøgle er viklet om sig selv i et krydsmønster, mens garn på cone er viklet om et rør. Røret gør, at garnet kan stå op og frit vikle sig ud, igennem maskinen og ind i dit lærred. Garnnøglen kan derimod godt hive en smule imod maskinen, imens du arbejder. Derfor anbefaler vi, at du altid har en god længde fritliggende garn, når du tufter med garnnøgle, så det nemt kan løbe ind i maskinen.

 

Typer af garn

Der findes et hav af forskellige garnvarianter, at det kan være en jungle at finde rundt i. For at forstå hvilket garn der egner sig bedst til tufting og til din specifikke idé, bliver vi nødt til at blive lidt nørdede.


Garnfibre

Man kan spinde garn med mange forskellige fibre. Der er animalske fibre som kommer fra dyr som får (uld), alpakaer (alpaka) og angorageden (mohair). Så er der de plantebaserede garner som hampgarn, viskosegarn og bomuldsgarn. Til sidst er der også de syntetiske garner som akrylgarn og polyestergarn som er fremstillet kunstigt med kemiske reaktioner. Mange garnproducenter blander garnfibrene når de spinder garn, derfor vil du ofte finde garn der er blandet f.eks. 60% uld og 40% akryl.

Du kan bruge alle tre fibre, når du tufter. Garnfibrene vil selvfølgelig påvirke dit endelige udtryk, men i sidste ende handler det om hvad du skal bruge dit endelige produkt til. Skal det være et gulvtæppe der kan klare meget trafik og slid, er uld (evt. blandet med akryl) f.eks. det bedste valg. 

Det der er afgørende for dit arbejde er tykkelsen af garnet, og dermed også hvor tæt det er spundet. Mere om det herunder.


Spinding

Dit garn kan være tæt eller løst spundet, og det er det, sammen med antallet af tråde i garnet, der afgør hvor tykt dit garn er. Et løst spundet garn med mange tråde er tykt, mens et tæt spundet garn med få tråde er tyndt.

Man ser ofte bomuldsgarner være meget tæt spundet mens uld ofte er løsere spundet. Den måde dit garn er spundet på påvirker altså også dit endelige udtryk, hvor lang tid det tager at lave og hvor tæt dine rækker skal lægges.


Eksempler på garn

Herunder kommer et par eksempler på garn, som vi har testet med både enkelt og dobbeltråd. Se det som et pejlemærke når du selv vælger garn.


100% bomuld

Dette garn er meget tæt spundet. Det er ikke særlig tykt, og derfor er det ret svært at arbejde med. Med én tråd glider garnet ud af maskinen hele tiden og det er slet ikke muligt at lave noget. Med to tråde går det bedre, men rækkerne skal lægges meget tæt.
Det tætspundne tynde garn giver et tæppe hvor man tydeligt kan se adskillelsen i mellem de forskellige tråde.

 

60% uld - 40% akryl

Dette garn er meget løst spundet og bliver derfor mere fluffy på forsiden. I modsætning til det tætspundne garn vil adskillelsen imellem de individuelle tråde ikke være så tydelig. Med en enkelt tråd har garnet svært ved at få rigtig fat i lærredet, men med to tråde går det meget lettere.

100% bomuld

Det her er også bomuld, men denne gang er det spundet meget løsere end det første. Det grønne felt er tuftet med enkelt tråd og det røde med dobbelt. Det er altså muligt at bruge både enkelt og dobbelttråd. På bagsiden kan man se hvordan der er større mellemrum i mellem rækkerne når vi bruger det røde garn end når vi bruger det grønne. Det er altså kun størrelsen på det mellemrum man kan slippe afsted med, der adskiller enkelt og dobbelt tråd i det her tilfælde.

 

Alpaka
36% alpaka - 14% merino - 40% akryl - 10% polyamid

Her har vi brugt vores alpaka garn i enkelt tråd. Garnet fylder rigtig fint ud på forsiden, selv med et større mellemrum imellem rækkerne på bagsiden.

Vi håber du er blevet klogere på garn og på hvad du kunne tænke dig at bruge til dit tuftede værk.

God tufting derude!

Tilbage til blog
  • Slow Studio takker af!

    Slow Studio takker af!

    Kære alle søde venner, samarbejdspartnere og alle andre vi har mødt gennem de sidste fire år. Tak for al jeres tillid, opbakning og kærlighed til vores lille firma. Vi har...

    Slow Studio takker af!

    Kære alle søde venner, samarbejdspartnere og alle andre vi har mødt gennem de sidste fire år. Tak for al jeres tillid, opbakning og kærlighed til vores lille firma. Vi har...

  • Vores manifest

    Vores manifest

    Slow er en revolution - et alternativ til samfundets besættelse af fart. Vi tror på, at det er vigtigt at omfavne en livsstil, der prioriterer en langsommere, mere intentionel måde...

    Vores manifest

    Slow er en revolution - et alternativ til samfundets besættelse af fart. Vi tror på, at det er vigtigt at omfavne en livsstil, der prioriterer en langsommere, mere intentionel måde...

  • Sælger i Danella-nålen?

    Sælger i Danella-nålen?

    Da der er en meget begrænset produktion af danellanåle er de desværre ikke til salg her, men vi har et alternativ til danella-nålen som bygger på den præcis samme teknik...

    Sælger i Danella-nålen?

    Da der er en meget begrænset produktion af danellanåle er de desværre ikke til salg her, men vi har et alternativ til danella-nålen som bygger på den præcis samme teknik...

1 af 3

Kom i gang med tufting

1 af 25